Kirstine Autzen og Sidsel Nelund: Mellem at bevare og slippe

Samtale i forbindelse med udgivelsen af kunstnerbogen How to Become an Archive

torsdag 26 marts, 16:3017:30

Talk, On-site

Midt i arbejdet med en udstilling inspireret af et lokalhistorisk arkiv mistede billedkunstner og fotograf Kirstine Autzen sit eget arkiv og atelier i en brand. Kunstnerbogen How to Become an Archive er en poetisk undersøgelse af det rum, som opstod i tiden efter. I en samtale mellem Kirstine Autzen og ph.d. og stifter af (art re.search) Sidsel Nelund foldes bogens temaer ud. 

Kunstneres arbejdsrum, atelierer, er ofte dybt personlige reservater, hvor nye værker bliver til, men også hvor spor af selve arbejdsprocessen aflejrer sig: skitser, materialer, inspirationskilder og værker fylder op på borde og hylder. Til sammen fortæller disse ting kunstnerens historie, enten igennem sirlig orden og løbende arkivering, eller gennem ophobninger og spor efter arbejdet. 

En kunstners arkiv opbygges gennem arbejdslivet i en konstant bevægelse mellem bevaring og fravalg. Evnen til at skelne mellem det, der skal fastholdes, og det, man kan give slip på, er vital i både den kunstneriske proces og i det samlede arbejdsliv. Går de første år med at bygge op, samle sammen, afprøve, så er de senere år karakteriseret ved spørgsmåle om netop denne skelnen. Men hvad sker der med en praksis, når den midt i sin udfoldelse stoppes brat og næsten alle spor slettes? 

Samtalen vil tage udgangspunkt i kunstneres atelierer og arkiver som steder for fastholdelse og undersøge, hvad der sker, når sådanne rum forsvinder. Hvordan kommer man videre fra tabet, og hvad kan opstå som et nyt rum mellem det bevarede og det tabte? 

Om How to Become an Archive

How to Become an Archive er en kunstnerbog om de genstande, vi omgiver os med: hvordan de former os, og hvordan tabet af dem kan åbne et transformerende rum for ny betydning og selvforståelse. 

Projektet startede i et lokalhistorisk arkiv, hvor kunstner Kirstine Autzen fandt og fotograferede et væld af genstande. Midt i arbejdet brændte Autzens eget atelier ned, og år af materialer, værker og skitser gik til grunde. I bogen undersøger Autzen, hvordan vores identitet formes gennem bevaring, organisering og tabet af genstande, og hvordan fotografi og erindring spiller ind i denne proces. Bogen er udgivet på forlaget Breadfield Press og er støttet af blandt andre Statens Kunstfond. 

Kirstine Autzen

Kirstine Autzen er kunstner, fotograf og kurator. Hun har en MFA i Fine Art Photography fra HDK Valand og er cand.mag. i Visuel Kultur fra Københavns Universitet. Hun er optaget af temaer som vækst, erindring, tab og bevaring som forbundne sider af transformation og forandring. Gennem materialenære eksperimenter, akkumulering og skalaskift arbejder hun i åbne processer og tilgange, der forbinder organisk og syntetisk materialer, samt analoge og digitale teknikker.

Sidsel Nelund 

Sidsel Nelund er en litterær og kunsthistorisk faglitterær forfatter, parakurator og cyklisk agent med speciale i vidensproduktion inden for samtidskunst. I 2022 startede hun (art re.search) med det formål at støtte forskning og kreative praksisser gennem skrivning, mentoring og psykokreative, eksperimentelle tilgange til cyklisk omsorg og kollektivitet. Nelund er forfatter til Things in Contemporary Curating (RSS Press 2023) om brugen af ​​politiske fora i udstillingsformater. 

Arkiv