Tekstiler betragtes ofte som brugsgenstande med en dekorativ funktion, men de kan også indeholde forskellige aflejringer af viden. Tekstiler bærer på historier, som kan gives videre — eksempelvis via et fortællende mønster i et tæppe. Textile Memories sætter fokus på en række kunstneres arbejde med erindringer og narrativer som findes indlejret i specifikke tekstiler. 

Centralt i udstillingen står Mancoba-tekstilet. I 1947 medvirker billedhugger Sonja Ferlov Mancoba (1911–1984), som er mest kendt for sine skulpturer, på den årlige kunsthåndværkudstilling på Kunstindustrimuseet i København med et tekstilarbejde. Tekstilet får flotte anmeldelser, men bliver ikke den kommercielle succes Mancoba havde håbet på. Der er grund til at antage, det udstillede værk var tekstiltrykket Mancoba, som med stor sandsynlighed er et fællesværk skabt af Sonja Ferlov Mancoba og hendes sydafrikanske partner, billedkunstneren Ernest Mancoba (1904–2002). Mancoba-tekstilet kan ses som et billede på historien om de to kunstnere, der via deres praksisser ønskede at animere medmenneskelighed og fællesskaber. Mancoba-parret så kunsten som et muligt rum for at iværksætte og udleve disse værdier. I Danmark er Sonja Ferlov Mancobas kunstnerskab det mest kendte af de to, men i en international sammenhæng er det Ernest Mancobas kunstnerskab, som i disse år er genstand for stor opmærksomhed. I udstillingen på HEIRLOOM kortlægges historien bag det oversete tekstil, som falder udenfor de to kunstneres respektive praksisser, men alligevel rummer hver deres karakteristiske kunstneriske udtryk. 

Textile Memories er en gruppeudstilling og præsenterer yderligere værker af Majd Abdel Hamid, Julia Jupiter Child, Melanie Kitti og Oscar Lara. De udstillede værker undersøger hvordan, set i lyset af arven fra den koloniale fortid, der i dag er behov for at tilgå forståelsen af mennesker og fællesskaber på nye måder. Mancoba-værket sættes i relation til disse samtidsværker, som på hver deres måde kontekstualiserer betydningen af kunst i forhold til globale, spirituelle og kunsthåndværks traditioner.

Majd Abdel Hamid anvender broderiet som en meditationsform til at bearbejde traumer i sin kunstpraksis. I videoværket Double Sheet (2021) optrævler Hamid et lagen mens han lytter til et interview med den syriske oppositionsleder Riad al-Turk. Al-Turk fortæller hvordan han gennem sit 17 års lange fangenskab hver dag udførte geometriske mønstre på gulvet i cellen, ved at bruge linser fra sin suppe, for så at destruere dem igen hver aften. Et ritual, der skabte en indre følelse af frihed på trods af hans situation uden at efterlade nogen spor. Udover dette værk medvirker Majd Abdel Hamid med to broderiværker med titlerne Borderlines Jordan- Iraq- Syria- Saudi Arabia og Borderlines, 4 countries, hvor han har nedskaleret og visualiseret grænseområder. 

Melanie Kitti bidrager til udstillingen med to organiskformede polstrede værker. Værkerne er betrukket med ruskind i forskellige farver, hvorpå abstrakte farveflader møder motiver af kattedyr og insekter. I værkerne forholder Kitti sig intuitivt til en motivverden, der tager afsæt i hendes nordiske barndomserindringer, hvor hun forbinder gamle og opfinder nye narrativer, som genfortælles i små billedlige brudstykker, eksempelvis om konfliktfyldte følelser forbundet med tilhørsforhold. Kitti er optaget af tematikker, der behandler forholdet mellem en indre og en ydre verden og peger blandt andet på barneperspektivets åbne horisont for hvad der konstituerer ens verdensbillede. 

Oscar Lara har i sit omfattende kunstneriske forskningsprojekt Within Heritage Movements (2013–2021) undersøgt de sjældne præcolumbianske Paracas tekstilers historie: Hvordan en stor del af dem blev stjålet fra en ca. 2000 år gammel grav i 1930’erne i Peru og smuglet til Sverige for derefter at blive givet tilbage inden for de sidste 20 år. Begge gange er udvekslingen sket via diplomatiets vej. I sin undren over denne handling har Lara undersøgt, hvordan det er muligt for ham, med sin position som kunstner, at etablere en lignende rejse. Lara får tekstilerne genskabt og sender dem den modsatte vej – fra Peru til Sverige. I videoværket står det omhyggelige arbejde, som ligger i at genskabe håndarbejdet, i skærende kontrast til rammen for tekstilernes rejse. Filmen skildrer konservatorernes omsorgsfulde og disciplinerede tilgang i kontrast til den voldsomme geopolitiske historie, og værket rejser en række spørgsmål om det koloniale fundament de etnografiske museer i Europa bygger på.

Julia Jupiter Child medvirker på udstillingen med en række collager fra serien Decolonial Textiles. Selv udtaler Jupiter Child om sit kunstneriske arbejde: I en del af min praksis arbejder jeg med tekstiler, fordi det er synonymt med huden, som omgiver vores krop og indrammer vores tankesæt. Men også fordi det hylder forskellige teksturer, farver og historier. Jeg vil gerne vise hvordan man gennem tekstiler kan sætte fokus på dekoloniale processer. Denne produktion af værker tager sit udgangspunkt i de afrikanske stammefolk bantu; specifikt makonde-, ndebele- og dogonfolket, som Jupiter Child selv stammer fra. Kvinderne fra disse stammer laver vægmalerier og tekstiler bestående af geometriske og asymmetriske abstrakte mønstre. En afgørende pointe med disse teknikker er at fastholde en telepatisk kommunikation mellem kvinder i lokalområdet baseret på andet end verbal udveksling.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Bikuben Fonden, Det Obelske Familiefond, 15. Juni Fonden og Statens Kunstfond.

Forskning og formidlingsbidrag af Winnie Sze, Åse Eg Jørgensen og Johanne Løgstrup

Tak til Estate Ferlov Mancoba, SMK, gb agency, kurator og researcher Winnie Sze, Åse Eg Jørgensen og de udstillende kunstnere.