Gruppeudstillingen Mother Always Has a Mother med danske og internationale samtidskunstnere viser værker som omhandler relationer mellem generationer. De udvalgte værker forholder sig til det nære, til familieforhold og til at forstå sig selv gennem, hvad man kommer af. På varieret vis kredser værkerne om forandringsprocesser, forvandlinger, overgangsritualer og eftertidens forsøg på at forstå tidligere tider ved at række ud og forsøge at forsone sig med en fortid.

Titlen Mother Always Has a Mother er et lån fra filmmager, forfatter og kønsforsker Trinh T. Minh-ha, som med ytringen ønsker at pege på hvordan viden, erindring og fortælling løber gennem generationer.

I digtet stilles jeget som lille pige overfor den pludselige og voldsomme erkendelse af at tilhøre en slægt, og ikke bare slægten, men også hele menneskeheden. Det udtrykkes gennem et højlydt suk. Elizabeth Bishop zoomer først ind på helt sansenære detaljer i kroppen, hvor digtets jeg oplever tantens og familiens tonefald som en del af sig selv, og derefter helt ud til “ den runde snurrende klode / ud i det blåsorte rum” og til “National Geographic / og de der frygtelige hængebryster”. En tilkendegivelse af at erkende sig selv som et individ, men også som et led i en familiehistorie og som en del af noget universelt.

Elizabeth Bishop (1911-1979, Massachusetts, USA) var digter og novelleforfatter. Et centralt emne hos Bishop er menneskets hovmod og      dets evige forsøg på at kategorisere naturen og omverdenen. “I vente-værelset” er fra digtsamlingen Geografi III (1976), som er udgivet af Antipyrine, 2023 og oversat af Tine Demandt og Claus Handberg Christensen.

Kirsten Christensen har produceret et nyt værk til udstillingen: en installa-tion, hvor hun genbesøger og bearbejder sit tidligere værk Idyl fra 1978, der tog udgangspunkt i et fotografi af Christensen selv som spæd på armen af sin mor. Et værk, der har fulgt hende gennem hele hendes virke, og som hun i dag har behov for at gøre op med. For den tilsyneladende idyl er ikke hele historien.

Kirsten Christensen (1943, København) er billedkunstner og keramiker. I sine værker tager hun ofte afsæt i sin egen livshistorie og -situation, og forholder sig socialt indigneret, oprørsk og konstant reflekterende.

Reolsystem, modelskib i træ, legoklodser, støv

I værket School ship har Jens Hüls Funder færdigbygget et modelskib i træ, som hans far var begyndt på, men efterlod ufuldendt. Hüls Funder har fortsat arbejdet i sin egen generations legetøj, LEGO.

Jens Hüls Funder (1985) bor og arbejder i København. Hüls Funder arbejder varieret med medier og tilgange til materialer, så almindelige objekter sammenstilles med over-raskende materialiteter og det genkendelige udfordres. I en række værker har legoklodser indgået sammen med organiske materialer      som fx fuglereder og fuglekasser.

Wakeah Jhane udtrykker omsorgen, hun oplever i relation til sin slægt, i sit grafiske tryk Grandmother’s Prayers. Jhane beskriver i denne tekst om værket sit bånd til sin bedstemor således:

”Længe før hun overhovedet vidste, at hun ville blive mor og bedstemor – bad hun intenst for de kommende generationer. Hun plantede et frø i hver af os. Bad for, at vi aldrig skulle lide under denne verdens barske realiteter, som hun havde gjort. Bad for vores styrke og ukuelighed til at overvinde de prøvelser, vi kunne komme ud for. Bad for livmoderne og de små børn. Hendes bønner er selve vores rødder. De strømmer gennem blodet i vores kroppe så blidt og opmærksomt som vand. Skaber nye og bedre veje. Hun beder for, at hendes bønner stråler ud og når dem, der kommer i kontakt med hendes slægtninge. Vores matriarker fejres hver dag ved vores blotte væren og videreførelse af deres arv.”

Wakeah Jhane (1995) tilhører Comanche- og Kiowa-stammerne i USA. Jhane udtrykker sig gennem oprindelige kunst- og kunsthåndværk traditioner, især “ledger art”, som er fortællende tegninger og malerier på papir og tekstil.

På mødrenes side i Rosita Kærs slægt er tekstiler gået fra hånd til hånd gennem årene. Udgangspunktet her er hendes tipoldemors undertøj, som Kærs mormor, Karen-Hanne Stær-mose Nielsen, bearbejdede til et kludetæppe, som Kær nu har optrævlet og omarbejdet til et nyt tekstilkunstværk.

Værket indgår i Kærs afsøgning af hvordan materialer lagrer minder, samt hvordan der i impulsen til at drage omsorg for noget altid bor muligheden for at ødelægge det. Men fragmenter gør det også muligt at forestille sig nye mønstre og forbind-elser, genfortælle og genopfinde historier. Som en del af værket har Rosita Kær inviteret forfatter Helene Johanne Christensen til at bidrage med en tekst, som har titlen KH nr. 1555, efter registreringsnummeret på kludetæppet. I værket indgår også en kniv, som Stærmose Nielsen lavede skaftet på som 6-årig, og som lige-ledes indgik i hendes tekstilsamling.

Rosita Kær (1992) bor og arbejder i København og London. Kærs arbejde pendulerer mellem skulptur, tekst, arkiv-research og tekstil. I en række projekter har Rosita Kær samarbejdet med sin bedstemor, væver og tekstilforsker Karen-Hanne Stærmose Nielsen (1933-2023) og hendes tekstilsamling.

Florence Lazar skildrer i sit videoværk tabt (og måske forældet) viden, der videregives gennem generationer ved at lade sin far fortælle om indholdet i sin marxistiske bogsamling til sit barnebarn og sin datter bag kameraet. Lazars far kommenterer på socialistiske bøger, der har formet ham intellektuelt og politisk som ung i 1950’erne. Hans barnebarn rækker ham pligtskyldigt, men med teenageagtig ligegyldighed, bøgerne. Det peger på en generationskløft og mere generelt på en aktuel historieløshed.

Florence Lazar (1966, Paris) er fotograf, videokunstner og film-instruktør. Lazar arbejdede op gennem 1990’erne primært med fotografisk portrætkunst. I slut-90’erne begyndte hun at inkorporere video i sin praksis og skildre Jugoslaviens opløsning og borgerkrig. I sine senere værker forholder hun sig til den franskepostkolonitid.    

P. Staff undersøger i videoværket The Foundation (2015) nye genealogier, som ikke knytter sig til blodets bånd, men derimod til seksuelle, kunst-neriske og queer ophav. Videoen er et portræt af Tom of Finland Foundation i Los Angeles og dets mange lag af subkultur, relationer og erotiske og kunstneriske forestillinger. Tom of Finland Foundation startede som en fond, der skulle bevare værkerne af billedkunstner Tom of Finland (1920-1991), som var kendt for sine homo-erotiske tegninger. Fonden har siden udvidet sit formål til også at beskytte og sikre erotisk kunst i det hele taget.

P. Staff (1987, UK) er billed-, film-, og performancekunstner. Staffs praksis er tværfaglig og sker ofte i form af samarbejder. Staff fokuserer på tematikker som disciplin, afvigelse og queer-kroppe i en løbende under-søgelse af historiske fortællinger om modkultur, radikal aktivisme og alternative former for fællesskabsopbygning.