I 2002 igangsatte billedkunstner Kirsten Dufour (f. 1941), som en af de første feministiske kunstnere i Danmark, videoarkivet Let Us Speak Now. Projektet er både et videoarkiv og et kunstværk om feminisme, aktivisme og kunstproduktion, baseret på interviews med internationale feministiske kunstnere. På rejser og arbejdsophold, særligt i USA, opsøgte Kirsten Dufour det feministiske kunstmiljø med sit videokamera og en række spørgsmål. Det blev til samtaler, som berører en bred vifte af emner, men med et overordnet fokus på krydsfeltet mellem feminisme og aktivisme.

Arkivet indeholder mere end 80 interviews med vigtige aktører, der var en del af den feministiske kunstbevægelse i 1970’erne, den såkaldte anden bølge af bevægelsen, samt med nyere generationer af kunstnere og aktivister, der arbejder med en intersektionel tilgang til feminisme, som tydeligt adresser køn i sammenspil med race, klasse og seksualitet. Udgangspunktet for Let Us Speak Now-arkivet var at undersøge de feministiske strategier, der gennem årene har udviklet sig i spændingsfeltet mellem kunst og aktivisme, og at diskutere hvordan disse strategier danner grundlag for kunstnerne og deres arbejde. Arkivet præsenterer en mundtlig historie om den feministiske kunstbevægelse fra 1970’erne og frem til 2007, hvor nogle af de sidste interviews blev gennemført. Som en samling af kunstneriske stemmer på tværs af generationer og landegrænser giver arkivet indblik i både feminismens status på daværende tidspunkt og i nogle af bevægelsens centrale historiske begivenheder.

HEIRLOOM har stået for projektledelse og koordinering af digitaliseringen af arkivet med støtte fra Kilder til Dansk Kunsthistorie under Ny Carlsbergfondet: en offentlig og digital platform hvor kildemateriale blever tilgængeliggjort. Let Us Speak Now bliver nu en del af dette arkiv (www.ktdk.dk).

I forbindelse med lanceringen af Let Us Speak Now præsenterer HEIRLOOM en udstilling, som sætter fokus på dette unikke arkiv og kunstværk. Udstillingen viser et udsnit af arkivet med fokus på, hvordan praksisser fra 1970’ernes feministiske kunstbevægelse giver genklang gennem tiden, og forbinder feminisme med krigsmodstand, demokratisk deltagelse og kropslig autonomi. Samtidig fremhæver udstillingen de gentagne tilbageslag, som de feministiske dagsordener har lidt. Udstillingen viser et mindre udvalg af værker af de billedkunstnere, der indgår i Let Us Speak Now. Nogle af disse værker omtales i de interviews, der indgår i udstillingen, hvor kunstnerne reflekterer over værkernes tilblivelse og nødvendigheden af at skabe dem. Andre værker relaterer sig til udstillingens tematiske fokuspunkter.

Udstillingen bringer et udvalg af feministiske kunstnerskaber i spil som en prisme, hvori vores egen samtid også spejles: en tid, hvor sårbare kroppe er under massivt pres fra politiske regimer og diskriminerende strukturer, og hvor demokratiske praksisser smuldrer. Således er Let Us Speak Now-arkivet ikke kun med til at synliggøre glemte feministiske praksisser, men peger også på feministiske strategier for, hvordan vi kan handle inden for og imod de regimer, vi lever i. Ikke nødvendigvis som strategier, der blot skal gentages, men som kan inspirere nye tilgange.

I dette mangefacetterede arkiv fremstår disse praksisser både som selvstændige og indbyrdes forbundne. At lytte og give plads til, at hver enkelt kunstner kunne formulere og vise sin praksis, var Kirsten Dufours ledende princip, når hun interviewede andre kunstnere om deres arbejde – en feministisk praksis i sig selv.

Der er stadig en kamp, som skal kæmpes for ligestilling, og med denne udstilling ønsker HEIRLOOM at skabe rum for diskussion og udveksling om det, feminismen satte i værk, og om hvordan vi bevæger os videre herfra.

Udstillingen kurateres i samarbejde med billedkunstner Pia Rönicke, som har arkiveret Let Us Speak Now.

Andrea Geyer 
Manifest (2017/2026) 

De to banner-værker med teksterne “I want a museum where you appear to me and I appear to you” og “I need a museum to remember everything” indgår i Andrea Geyers langvarige projekt Manifest. Udført i hvid nylon med sølvfolie-applikerede bogstaver fremstår bannerne som skrøbelige og åbne udsagn, der hænger i spændingsfeltet mellem ønske og krav. 

I stedet for at tale på institutionens vegne vender Manifest blikket mod den besøgende. Sætningerne formulerer behov, forventninger og forestillinger om museet som et relationelt rum: Et sted for gensidig synlighed, erindring og ansvar. Værket udspringer af Geyers research i Grace McCann Morleys, ​stiftende​ direktør for San Francisco Museum of Modern Arts, vision for museet som en central del af det civile og demokratiske liv – et sted, hvor kunst er uløseligt forbundet med menneskelig erfaring og hvor bannerne blev vist på facaden. Geyer omskriver denne historiske ambition til nutidige erklæringer, der både rummer personlige ønsker og politiske positioner. Bannerne fungerer som stille, men insisterende invitationer til at gentænke museet som et rum for fællesskab, modstand og omsorg i en tid præget af sociale og politiske forskydninger. 

Group Material  
Arkivmateriale 

Arkivmaterialet fra Group Material med fokus på udstillingen Democracy (1988) vidner om kollektivets radikale gentænkning af udstillingen som et offentligt, politisk rum. Democracy blev præsenteret på Dia Art Foundation i New York. Group Materials intention med udstillingen var ikke at vise en afsluttet kunstnerisk udsagnsform, men derimod at fremstille en åben proces, hvor kunst, hverdagsobjekter, massemedier og publikum indgik i en aktiv forhandling om samtidens politiske virkelighed.  

Udstillingen blev ledsaget af en række Town Hall Meetings – offentlige, diskursive forsamlinger, hvor kunstnere, aktivister, teoretikere og lokale borgere mødtes for at diskutere emner som uddannelse, valg, race, AIDS, økonomi og mediernes rolle. Disse møder udvidede udstillingen ud over rummets fysiske rammer og insisterede på dialog, uenighed og kollektiv refleksion som en del af udstillingen.  

I interviewet i Let Us Speak Now-arkivet taler Julie Ault, billedkunstner, Group Material medlem og arkivar, ​om tilblivelsen af udstillingen. Arkivmaterialet er udvalgt af Pia Rönicke og Johanne Løgstrup. 

Hale Tenger  
Beirut (2005-2007) 

I Beirut (2005–2007) vender Hale Tenger sit blik mod de rum, hvor voldens spor sætter sig – ofte stille, næsten umærkeligt – i arkitekturens overflader. Videoen viser facaden af det hotel, foran hvilket Libanons tidligere premierminister Rafik Hariri blev dræbt ved et bilbombeattentat i 2005. Optagelserne, filmet i skjul i et område bevogtet af FN, fastholder et øjeblik, hvor historien synes suspenderet: Kun de hvide gardiner blafrer i vinduerne og en kontemplativ lydside skaber ro. På den anden side af bygningen fandtes, på det tidspunkt optagelsen foregik, stadig et krater fra bomben. Tenger lader dette næsten fredelige billede glide over i en lyd og billedside, der gradvist trækker krigen tilbage i synsfeltet – optagelser fra Israels angreb på Libanon i 2007 genlyder mod de stille vinduer.  

I loopet opstår et gentagende kredsløb af sorg, glemsel og fornyet vold, hvor hotellets facade bliver et vidne til krigens cirkularitet. Som i mange af Tengers værker undersøger Beirut ikke blot et geografisk sted, men en psykologisk tilstand: Menneskets skrøbelighed over​ ​for magt, hændelser vi ikke kan kontrollere, og historiske traumer, der hele tiden vender tilbage. 

Janet Olivia Henry 
Ana (2002) 

I værket Ana skaber Janet Olivia Henry en stille, men insisterende ​hyldest​ til den cubansk-amerikanske kunstner Ana Mendieta (1948-1985)– en kunstner, hvis praksis kredsede om kroppen, dens aftryk og dens fravær. Henry arbejder med ord som form og betydning og lader dem tage fysisk skikkelse i et taktilt, perlebesat kæde hvor garn, perler og tråde flettes sammen.  

Henrys praksis er kendetegnet ved en konsekvent brug af hverdagsobjekter og legende materialer, som hun sammensætter til komplekse fortællinger om magt, identitet og kultur. Ved at gøre store, strukturelle spørgsmål små og håndgribelige åbner hun for en sanselig og ofte humoristisk tilgang til alvorlige emner. I Ana træder humoren i baggrunden og giver plads til eftertanke, sorg og respekt – en afdæmpet gestus, der fastholder både erindring og forbindelse.  

I interviewet i Let Us Speak Now-arkivet taler Henry om tilblivelsen af værket. 

Joyce Kozloff  
Boys’ Art (2002-2003) 

I collageserien Boys’ Art undersøger Joyce Kozloff de billeder, der former barndommens visuelle forestillingsverden: I det her tilfælde drenges krigsscener. Med afsæt i sin brors barndomsskitser og sin søns fantasifulde tegninger sammenholder hun disse intime arkiver med egne gengivelser af historiske kort over slagmarker – en måde at følge maskulinitetens billedøkonomi på tværs af generationer. Serien begyndte under et ophold i den italienske kystregion Ligurien i efteråret 2001, hvor Kozloff – isoleret i sit atelier mens verden udenfor var i undtagelsestilstand pga. terrorangrebet i USA 9/11 – dagligt arbejdede med militære kort fra Han-dynastiet til det 20. århundrede som et stille, fokuseret modbillede til samtidens uro. 

Tilbage i New York genfandt hun seks kasser med sin søns barndomstegninger, som hun nedskalerede og lod vandre ind i sine kort: Små figurer, der kæmper, råber, styrter og bryder ind i hendes omhyggelige monokrome grisaille-tegninger. I mødet mellem hendes historiske kort og sønnens tegneserieunivers opstår absurde, poetiske og tragiske fortællinger, hvor populærkulturens energier infiltrerer historiens topografier. Serien er en refleksion over køn, arv, global politik – og et uventet samarbejde mellem mor og søn. 

I interviewet i Let Us Speak Now-arkivet taler Kozloff om tilblivelsen af værket. 

Leslie Labowitz Starus 
Sproutime (2026) 

I Sproutime udfolder Leslie Labowitz Starus et kunstnerisk livsværk, hvor økologi, feministisk aktivisme og fællesskab vokser sammen. Projektet strækker sig over fire årtier og begyndte med en urban mikro-gård i kunstnerens egen baggård – et sted, hvor hun dyrkede spirer og grønne afgrøder som ​en selvforsynende og nærende modstandshandling​. Sproutime har udviklet sig til både et socialt kunstværk og en praksis, der involverer landbrug, performance, undervisning og dialog med lokalsamfundet.  

I dette rum spiller banneret Women Reclaim the Earth (1979/2026) en særlig rolle: som et grafisk, næsten ikonisk råb gennem tid og ​et ​rum der binder de oprindelige økofeministiske tanker om kvinders forhold til naturen sammen med nutidens miljø- og kønspolitiske udfordringer. Sproutime minder os om, at kulturel forandring ikke kun foregår i ord, men i handlinger – i at plante, høste, dele mad og stå sammen om et fælles håb for jorden og livet. Labowitz Starus’ arbejde viser, hvordan økologisk bæredygtighed og feministisk aktivisme kan være formsprog og handling i kunsten. 

Maria Karlsson 
Papirarbejde / Placer skammen hvor den hører hjemme (1989-2026) 

Maria Karlssons bidrag til udstillingen består af elementer fra tidligere arbejder, der aktiveres på ny. Tryk, tegninger, kopier og fotografier samles i gentagelser, omgrupperinger og serielle sammenstillinger, som danner et åbent visuelt felt. Med titlen Papirarbejde skal trykkes lægges på ’arbejde’ og i Karlsson bidrag peges der mod magtrelationer og hierarkier. Papirarbejderne kan læses som spor efter processer: ​​f​​​     ​orsøg og midlertidige tilstande, noter og arkiver, hvor arbejdet ikke afsluttes, men holdes i bevægelse. Materialerne bærer præg af brug, cirkulation og gentagelse og insisterer på arbejdet som noget vedvarende snarere end endeligt. 

Karlssons praksis tager udgangspunkt i møder, samtaler og handlinger frem for færdige objekter. Her insisteres på, at arbejde ikke blot producerer resultater, men også relationer, hierarkier og ansvar. Senere på foråret og under sommeren vil Karlsson invitere til et eller flere møder, der kredser om kunst, aktivisme og arkivering. Herved udvides værket fra det visuelle til det sociale, og udstillingen bliver et rum for fælles refleksion, udveksling og handling – i forlængelse af hendes relationelle og aktivistiske tilgang til kunsten. 

Martha Rosler 
Fascination with the [Game of the] Exploding [Historical] Hollow Leg (1983)  

Videoværket Fascination with the (Game of the) Exploding (Historical) Hollow Leg indgår som et centralt element i Martha Roslers vedvarende undersøgelse af krig, medier og offentlig bevidsthed. Videoen sammenstiller billeder, tekst og lyd i et fragmenteret narrativ, der spejler den måde, militær magt og historisk vold ofte formidles på: ​​G​​ennem teknisk sprog, strategiske kort og abstraherede systemer, hvor menneskelige konsekvenser udebliver.   

Rosler arbejder med gentagelse, loop og collage, hvilket skaber en oplevelse af afstand og kontrol – en krig, der fremstår som simulation, spil eller information snarere end konkret erfaring. Videoen afslører, hvordan billeder og fortællinger om krig cirkulerer i det offentlige rum og former vores forståelse, ofte uden at blive aktivt udfordret. Videoen fungerer ikke som dokumentation, men som en kritisk intervention. Den blotlægger de ideologiske strukturer, der ligger indlejret i både billedproduktion og politisk sprog, og stiller spørgsmål ved, hvordan mediebille​de​ts beskrivelse og fascination af krig kan sløre voldens realitet. 

Maryam Jafri  
(Dis)appearance Online (2021) 

I værket (Dis)appearance Online undersøger Maryam Jafri, hvordan fortidens analoge billedarkiver – her fra Irak, Syrien og Jordan – spejler sig (eller forsvinder) i nutidens digitale landskab. Internettet fungerer som et enormt og konstant ekspanderende arkiv af billeder: Hvis et billede ikke er online, forekommer det næsten, som om det ikke findes. Samtidig slettes eller skjules store mængder visuel information fra nettet – især billeder fra nationale arkiver. Jafri stiller spørgsmålet: Hvad sker der med disse ”forviste” billeder? 

Værket præsenterer centrale historiske billeder og viser deres fremtoning, tilbagetrækning og ikke-tilstedeværelse online – både i kommercielle billeddatabaser og offentlige billedarkiver. Med værket skaber Jafri ikke kun en visuel dokumentation, men også en kommentar til tab, magt og erindring i den digitale tidsalder. (Dis)appearance Online er en refleksion over ejerskab, identitet og det digitale rum som et nyt arkiv. Samtidig stiller det skarpt på, hvordan historiske billeder kan blive marginaliseret, overset, eller slettet i den digitale offentlighed. 

Sharon Hayes 
President Chisholm (2020) 

President Chisholm tager afsæt i Shirley Chisholms​​ kandidatur som USA’s præsident i 1972, som blev historisk pga. hendes køn og afroamerikanske baggrund – et øjeblik, hvor fremtiden kortvarigt kunne have kommet til at se anderledes ud. Værket kredser om det, der ikke skete, men som alligevel satte varige spor: De politiske og materielle forandringer, Chisholms kandidatur inspirerede, og de muligheder, der stadig kan aktiveres i nutiden. Gennem spekulation bliver det uindfriede et redskab til at forestille sig det mulige. 

Værket blev skabt i forbindelse med Art for Philadelphia (2020), et kollektivt fundraising-initiativ opstået som reaktion på modstanden mod politivold mod sorte fællesskaber. Her indgik President Chisholm i en større bevægelse, hvor kunst fungerer som både erindring, handling og investering i strukturel forandring. 

Kirsten Dufour (f. 1941) er en dansk billedkunstner. Under sin studietid blev hun medstifter af Kanonklubben (1968-70) og aktiv i den tilknyttede feministiske kunstnergruppe, som lavede nogle af de første større feministiske manifestationer i 1970’erne – eksempelvis udstillingen Damebilleder på Kunsthal Charlottenborg (1970). Kirsten Dufour har siden været investeret i en kunstpraksis omhandlende kollektivitet, aktivisme og feminisme, som fremstår helt unik i en dansk kontekst. Her er grænser for kunst og forandringspotentialer blevet undersøgt i samarbejder som Tøj Til Afrika (1975-86), YNKB (Ydre Nørrebro Kultur Bureau) (2007-12) og Astrid Noacks Atelier (2009-). 

Andrea Geyer (f. 1971) er kunstner og bor og arbejder i New York. Hun arbejder med tekst- og billedbaserede værker, ofte i krydsfeltet mellem fiktion og dokumentar. I Geyers praksis undersøger hun konkrete sociale og politiske situationer, der adresserer større spørgsmål om national identitet, køn, klasse og kollektive erindringer. Geyers værker er kendetegnet ved en vedvarende interesse i institutioner, historiske narrativer og de måder, hvorpå kulturel betydning konstant forhandles og omskrives. 

Group Material var et New York-baseret kunstnerkollektiv, aktivt fra 1979 til 1996. Kollektivet arbejdede i skiftende sammensætninger og bestod blandt andet af kunstnere, kuratorer og aktivister. Group Material er kendt for deres udstillings- og arkivbaserede praksis, hvor de udfordrede traditionelle hierarkier mellem kunst, publikum og institution. Billedkunstner Julie Ault var et bærende og gennemgående medlem og har siden samlet og etableret Group Materials arkiv, som i dag findes på Fales Library and Special Collection på New York University. 

Sharon Hayes er en amerikansk kunstner. Hun arbejder med video, performance, lyd og offentlige skulpturer som redskaber til at undersøge forholdet mellem historie, politik og tale. Hendes praksis dvæler ved de sproglige, følelsesmæssige og lydlige grammatikker, hvor politisk modstand tager form, og åbner for alternative læsninger af samtidens politiske tilstand. Hayes’ arbejde udfolder sig i samtale med kollektive handlinger og stemmer, der udfordrer normative adfærdsformer, fastlåste sociale aftaler og lineære tidsforståelser.  

Janet Olivia Henry (f. 1947) er en amerikansk kunstner og underviser, som bor og arbejder i New York. Henry’s værker kredser om systemiske spørgsmål som race, køn og magt, hvilke hun formidler gennem humor, intimitet og taktile greb. Hun har været aktiv i feministiske og kunstpolitiske sammenhænge, blandt andet som medlem af Women’s Action Coalition (WAC), og har i samarbejde med filmskaberen Linda Goode Bryant været med til at producere magasinet Black Currant, der fremhævede eksperimenterende kunstnere fra Just Above Midtown (JAM).  

Maryam Jafri (f. 1972) er kunstner med base i både København og New York. Hun arbejder tværmedialt med video, fotografi, skulptur og performance, ofte ud fra en forskningsbaseret metode. Hendes praksis bevæger sig i spændingsfeltet mellem dokumentar og fiktion, fragment og helhed. Jafris værker har været udstillet internationalt, og hun har blandt andet arbejdet med emner som visuel økonomi, historiske arkiver, kapitalismens kultur og magtforhold i billedsproget. 

Joyce Kozloff (f. 1942) er en central skikkelse i den amerikanske feministiske kunst og et af hovednavnene i Pattern & Decoration, en amerikansk kunstbevægelse fra 1970’erne til ​​start-​​80’erne, ​​der fremhævede​​ ​betydningen af ​bl.a. mønstre i værkerne. Hun arbejder med maleri, collage, kartografi og installationer, hvor hun ofte kombinerer dekorative traditioner med politiske og historiske undersøgelser. Hendes praksis undersøger globale magtstrukturer gennem visuelle systemer – især kort, arkiver og ornamentik – og forbinder dem med personlige, intime fortællinger. Hun bor og arbejder i New York.

Maria Karlsson er født i Sverige og bor og arbejder i Danmark. Karlssons arbejde bevæger sig i krydsfeltet mellem kunst, social praksis og politisk engagement og undersøger, hvordan kunst kan fungere som et rum for fælles handling og kritisk opmærksomhed. Hun arbejder med relationelle, procesbaserede formater, hvor handlinger, møder og kollektive processer udgør kernen i hendes praksis. Hun har tidligere boet og arbejdet i Los Angeles, hvor hun blandt andet var daglig leder for Statens Kunstfonds udvekslingsprogram for kunstnere og kuratorer. ​Da​ Kirsten Dufour ​deltog i​​     ​​     ​ programmet​,​ lærte de ​to ​hinanden at kende. Det resulterede i flere samarbejder i forskellige kunst​-​ og aktivistgrupper.  

Leslie Labowitz Starus (f. 1946) er en amerikansk kunstner og urban grønsagsdyrker, der bor og arbejder i Los Angeles. Hun begyndte sin karriere med feministiske performances og samarbejder i 1970’erne, før hun i 1980 lancerede Sproutime, et kunst-livsprojekt som har udfoldet sig over mere end 40 år. Projektet integrerer økofeminisme, fællesskab og praktisk engagement i økologisk fødevareproduktion med performances og sociale installationer, der udfordrer traditionelle skel mellem kunst og livspraksis.  

Martha Rosler er en amerikansk konceptuel kunstner, bosat i New York. Hun arbejder med fotografi, video, installation, performance og tekst, og hendes praksis fokuserer ofte på det offentlige rum – især medier, krig, boliger, arkitektur og social ulighed. Rosler dokumenterer og intervenerer. Hendes værker blander aktivisme og kritik, og hun bruger kunsten som et redskab til at belyse ideologiske og strukturelle magtforhold.  

Pia Rönicke (f. 1974) er billedkunstner og bor og arbejder i København. Hendes praksis kredser om indsamling, lytning og genfortælling af historier, der ofte forbliver usete eller uhørte. I hendes værker genaktiverer rumlige transformationer historiske forhold i mødet med hverdagslivet. Gennem film, tryk, skulptur og tekst arbejder Rönicke med arkivet som en levende, rumlig og relationel praksis, hvor historiske spor genaktiveres i mødet med hverdagsliv, landskaber og samlinger. I sine nyere værker undersøger hun skove og planters migration som grænseløse og tidsforandrende fænomener og trækker tråde til koloniale og geopolitiske strukturer indlejret i botaniske arkiver. 

Hale Tenger (f. 1960) er en tyrkisk kunstner, hvis praksis kredser om civilisationens og modernitetens skyggesider. Hun arbejder primært med video og installation og udforsker temaer som migration, grænser, diskrimination og de psykologiske effekter af politisk vold. Kendetegnende for hendes værker er en subtil, poetisk sensibilitet, der trækker på politisk historie uden at indtage en dokumentarisk position. Hun bor og arbejder i Istanbul.